Slide 1
stu / accelerate

Forløb for unge med autisme & ADHD

Slide 1
stu / accelerate

Forløb for unge med autisme & ADHD

Actura Accelerate STU og LAB-udviklingsforløb – Accelerate er Acturas særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse for unge med autisme- og/eller ADHD-profil (16-25 år), som ikke har mulighed for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse.

Accelerate hos Actura Element er et individuelt tilrettelagt forløb for unge med autisme/ADHD (16-25 år), som aktuelt ikke har mulighed for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Hos Actura Element bliver de unge en naturlig del af dagligdagen i tech- og udviklingsvirksomheden på Islands Brygge, hvor de i trygge rammer kan fordybe sig og udvikle deres talent i egne særinteresser inden for Tech og IT.

Læringstilgangen i forløbet kan sidestilles med den tidligere mesterlære, hvor man arbejder både på egen hånd og sammen med en mentor eller andre fagpersoner – denne meningsbærende tilgang har Actura Element god erfaring med fra de seneste 10 års arbejde med flere end 50 børn og unge i forløb af varierende længde.

Hos Actura Element tages de unge imod af mentorer med genkendelige livshistorier, unge voksne der oprindeligt startede i et forløb og som nu er ansatte i virksomheden. Mentorerne har selv en autismediagnose og har hver især oplevet, hvad det kan betyde for lysten til at lære nyt og indgå i et fællesskab, når man mødes med rummelighed, nysgerrighed og forståelse. I samarbejde med de unge tages udgangspunkt i en anerkendende og omsorgsfuld praksis, med øje for den enkeltes ressourcer, behov og interesser, der giver plads til at udfolde både talent og sociale færdigheder.

I forløbet Accelerate tilbydes den unge muligheden for at arbejde med sine særinteresser og indgå i virksomhedens arbejdsfællesskab blandt andre unge og voksne – her presses ikke på med forventninger om, at man skal lære noget bestemt på et specifikt tidspunkt, men gives tid og rum til egen faglig og personlig udvikling.

Et vellykket forløb hos Actura Element er, når der i fællesskab banes en ny vej for et menneske, der tidligere har haft et udfordret skoleforløb, børne- og ungdomsliv. At åbne døren til en fremtid, hvor trivsel, livssammenhæng, selvværd, selvstændighed og mulighed for videre uddannelse eller succesfuld tilknytning til arbejdsmarkedet, er indenfor rækkevidde.

I forløbet vil den unge både få mulighed for at arbejde med egne projekter, dygtiggøre sig indenfor nye områder samt deltage i udviklingen af konkrete projekter, hvor arbejdsopgaverne fordeles blandt projektdeltagerne. Foruden opgaver, der hjemtages og udvikles i Actura Element, har virksomheden desuden tætte strategiske samarbejdspartnere i erhvervslivet, som løbende har brug for nye medarbejdere og derfor er nysgerrige på de unge talenter, der har deres gang hos Actura Element.

William

Et Accelerate forløb kan beskrives i overordnede faser: 

Introduktion → relationsdannelse → anerkendende, undersøgende afklaring af (sær)interesser → aktivering → socialisering (udvidelse af antal relationer) → fordybelse → psykoedukation → opsætning af mål og delmål → intensivering → brobygning.

Visitation
For at komme i betragtning til et forløb hos Actura Element, skal den unge formelt vurderes og godkendes gennem kommunens ungevejleder, og i samspil med Actura Element vurderes et godt match. Med fokus på at visitationen går begge veje, inviteres den unge på besøg for selv at kunne tilvælge muligheden for at træde ind af døren hos Actura Element. Vi ønsker også at hilse på, for på bedste vis at sikre, at den unge passer ind og for at understøtte, at Actura-miljøet forbliver et trygt sted for alle.

Et Accelerate forløb aftales mellem forældre, kommune og Actura Element som et alternativ til en STU eller i regi af STU eller LAB. Et forløb kan også tilrettelægges for unge, der mistrives og er udfordret af udsigten til at tage skridtet videre i uddannelse eller beskæftigelse, og som kan have glæde og gavn af alternative rammer for en periode. 









Om STU-stedet:


Målgruppe :
Unge med autisme- og/eller ADHD-profil (16-25 år), som ikke har mulighed for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. Der tages udgangspunkt i et match mellem virksomhedens kerneydelser og den unges interesser og talent.

Gruppestørrelser :
2-8 personer


Linjer :
Individuelt særligt tilrettelagt forløb, hvor den unge er en del af det faglige og sociale fællesskab i virksomhedens dagligdag, hvor der er fokus på Tech og udviklingsopgaver. De unge har mulighed for at dygtiggøre sig inden for et eller flere faglige områder, som de allerede er eller under deres forløb bliver særligt optaget af – til eksempel: Design og udvikling af spil og apps, 3D print og konstruktion, programmering, animation, VR, AI og arkitektur.


Fritidstilbud :
Actura Element har ikke et tilknyttet fritidstilbud. Der kan lejlighedsvis arrangeres fælles aktiviteter på andre lokationer i Storkøbenhavn som en del af dagligdagen i virksomheden.


Praktikmuligheder :
Vores tilgang kan minde om den traditionelle mesterlære, hvor det primære fokus er praksisorienteret. De unge inviteres ind i vores tech- og udviklingsvirksomhed og bliver en naturlig del af en arbejdsplads, med stærke kompetencer inden for innovations- og velfærdsteknologi. Gennem strategiske partnerskaber med andre Tech og IT-virksomheder kan der også opstå muligheder for tilknyttede praktikforløb.


Undervisningstid :
Individuelt tilrettelagt inden for virksomhedens åbningstider mandag-fredag.

Lukkedage :
Vi følger skoleåret i Københavns kommune. Desuden kan ferie- og fridage aftales særskilt.


Kørselsordning :
Vi har ikke en kørselsordning. Der er mulighed for transport–træning til og fra hjemmet.


Pædagogiske og didaktiske metoder :
Flere unge og voksne ansatte i Actura Element har selv en diagnose indenfor autismespektret og fungerer som rollemodeller for eleverne, hvilket danner en god base for tryghed, forståelse og samhørighed i de nye relationer. Den unge selv er hovedpersonen i forløbet og lyttes nøje til på vejen til at finde ind i et fællesskab af andre unge med samme eller beslægtede interesser. Actura Element skaber rammerne for et roligt og koncentreret arbejdsmiljø, som styrker de unges trivsel, og hvor et forløb typisk strækker sig over et år eller mere.


Lærerkræfter (faglig baggrund) :
Ansatte i Actura har hver især deres spidskompetencer inden for Tech- og IT udvikling, programmering, animation mv.. Desuden samarbejder virksomheden med specialister og har strategiske partnerskaber med andre virksomheder inden for Tech og IT.


Normering og organisation :
Efter behov. Fra 1:1 til 1:8.