ACTURA STU

Forløb for børn og unge med autisme & ADHD

Actura-STU er en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med autisme- og/eller ADHD-profil (16-25 år), som ikke har mulighed for at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse.

Hos Actura tilbydes en vifte af mulige fag/værksteder – fra IT, til design, til naturvidenskab, entreprenørskab, kunst og musik – alle med udgangspunkt i den enkelte elev. 

Acturas pædagogiske indsats tager udgangspunkt i anerkendende og omsorgsfuld praksis, med øje for den enkeltes ressourcer, behov og interesser og derudover, har vi god erfaring med relaterede udfordringer, såsom skolevægring, angst, mutisme, PDA, OCD m.m. 

En vellykket STU hos Actura er at finde en “ny” vej for et menneske, der tidligere har haft et problematisk skoleforløb/ungdomsliv, for derved at skabe trivsel, livssammenhæng, tro på sig selv, selvstændighed og mulighed for videre uddannelse, og/eller succesfuld tilknytning til arbejdsmarkedet.  

Visitation
For at komme i betragtning til et STU-forløb hos Actura, skal den unge formelt vurderes og godkendes gennem dennes tilknyttede ungevejleder, samt, i samspil med Actura, vurderes et godt match. 

Vi går hos Actura op i at visitationen går “begge veje” og at den unge kommer på besøg og vælger os til ligesom vi også, inden evt. opstart, ønsker at hilse på den unge, møde familien og på bedste vis sikre, at den unge passer ind. 

Dette gør vi for at varetage, at den unge ikke får endnu et nederlag, samt for at understøtte, at Actura-miljøet forbliver det positive sted; hvor alle har mulighed for at være, føle sig trygge, lære og udvikles. 

Actura STU – en menneskelig tilgang til mennesket
Hos Actura-STU ser vi ”bag” den enkelte elev og arbejder neuroaffektivt og systemisk, med evidens og metode ud fra arousalregulering og polyvagal teori; med forståelse for nervesystemets gennemgribende indvirkning på krop og sind. 

Således møder vi den enkelte elev, der hvor de er lige nu, med udgangspunkt i den enkeltes interesser og evner, for derved:

  1. At få ro på nervesystemet – (mange unge i målgruppen forbinder skole med traume og krav, de ikke kan opfylde).  
  2. At øge følelsen af selvkontrol og medbestemmelse – over egen livsbane, uddannelse og fremtid.
  3. At øge følelsen af fællesskab – følelsen at være ”god nok”, at der er noget man er god til og at man ”hører til”.
  4. At fordre et livsforbedrende perspektiv, hvori den enkelte – i mødet med (om)verdenen, rustes personligt, socialt og fagligt.

Actura STU – altid med udgangspunkt i den enkelte
Hos Actura tilbydes den unge muligheden for at arbejde med sin særinteresse og “bare” være sig selv – her presses ikke på med forventning om, at man skal lære noget bestemt på et bestemt tidspunkt, fordi at andre mener det er vigtigt.

En Actura-STU kan således beskrives i overordnede faser: 

Introduktion → relationsdannelse → anerkendende, undersøgende afklaring af (sær)interesser → aktivering → socialisering (udvidelse af antal relationer) → fordybelse → psykoedukation → opsætning af mål og delmål → intensivering → brobygning 

Actura STU – at være del af en rigtig virksomhed
Som elev hos Actura-STU er man del af en rigtig virksomhed og et kontorfællesskab, der i samspil med vores eksterne virksomheds samarbejdspartnere, giver god mulighed for at arbejde hen imod præcis den tilknytning til arbejdsmarkedet, eller videre uddannelse, der giver mening for den enkelte.

Herved lægger vores daglige læringstilgang sig op ad gammeldags mesterlære, hvor man arbejder både på egen hånd og sammen med ”mester” – denne meningsbærende og pragmatiske tilgang har vi med målgruppen god erfaring med.

Som en del af Actura møder børnene tillige ordinært ansatte voksne med autismediagnoser – voksne, der har livshistorier de kan genkende, altså positive rollemodeller, som de kan spejle sig i. 

Dette betragter vi som essentielt, når man som ung autist stadigt er i process med at finde sin identitet og måske har svært ved at forestille sig, hvordan fremtiden kan se ud. 

I et STU-forløb hos Actura støttes den enkelte elev gennem kendt voksenkontakt og blid stilladsering, så den enkeltes ressourcer for positiv livsførelse samt fokus, forestilling og muligheder om fremtiden, over tid, afdækkes.

Actura STU – opbygning
Som STU-elev hos Actura vægter vi i høj grad at sammensætte et fleksibelt og individuelt tilbud, idet vi tilskriver os, at det mulige rum for læring, udvikling og trivsel, udspringer i den enkelte elevs interesser og evner. 

Derudover arbejdes der naturligvis ud fra den enkelte elevs uddannelsesplan, således at STUen overordnet set opdeles i følgende:  

  • En almendannende del, der retter sig imod den unges personlige og sociale udvikling, kombineret med samfundsfag
  • En specifik målrettet del, der skal støtte udviklingen af den unges (sær)interesser og evner, samt særlige færdigheder
  • En praktikdel – med virksomhedspraktik, der bidrager til at opfylde målene i uddannelsesplanen, og hvor den unge i praksis får mulighed for at afprøve tilknytning til arbejdsmarkedet.

Actura STU – læring og udvikling i en meningsbærende kontekst
Vi søger hos Actura, at al læring skal give mening for den enkelte og, så vidt muligt, “hægtes op” på noget den unge finder interessant. 

Det kan f.eks være eleven, der er interesseret i spilprogrammering og derigennem kan se mening med at uddybe sin matematiske viden og sine engelskkundskaber. 

Fag såsom ADL (“Activities of Daily Living”), psykoedukation og social træning søges også at inkorporeres i den naturlige gang på virksomheden, idet vi har erfaring med at den daglige interaktion med andre elever og voksne fungerer som en naturlig katalysator for proces og udvikling. 

F.eks begynder en elev i trivsel over tid, “helt af sig selv”, at sætte det beskidte service i opvaskemaskinen, at udfordre sig selv kostmæssigt, at ønske at lære at vaske tøj, at ønske at lære at lave et budget, m.m. 

Actura STU – “The sky’s the limit!”
Man kan hos Actura f.eks. arbejde med fag/emner indenfor:

  • Programmering
  • App- og spiludvikling
  • Konstruktion og produktudvikling
  • 3D-print 
  • Entreprenørskab
  • Arkitektur
  • Alpaca røgt og pleje 
  • Naturvidenskab
  • Psykologi 
  • Natur, planter & biodiversitet 
  • Grafik/animation
  • Manga 
  • Cosplay 
  • Velfærdsteknologi
  • Robotteknologi 
  • Kunsthåndværk – glas, metal, træ, epoxy m.m. 
  • Musik
  • Japansk æstetik og kultur
  • Historie 
  • og meget mere. 


Actura STU – trivsel, inklusion, oprigtighed & passion:
Vi glæder os til at høre fra jer, besvare spørgsmål og vise rundt.